Hvad er Samlet Betaling?

.

Det er ATP, der administrerer arbejdsgiverbidragene og sender opkrævning via Samlet Betaling til virksomhederne hvert kvartal. Opkrævningen bliver sendt til virksomhedens digitale postkasse.

Bidragssatserne per fuldtidsmedarbejder per kvartal i 2017 er som følger:

  • AUB – 709,25 kroner
  • AES – 45,75 – 986,25 kroner (afhænger af branche)
  • Barsel.dk – 187,50 kroner
  • FIB – 133,25 kroner
  • AFU – 1,80 kroner

Hvad dækker de forskellige bidrag så over?

AUB – Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag

Alle arbejdsgivere, der betaler til ATP, er omfattet af reglerne om betaling af AUB. Arbejdsgiver får fradrag for den første medarbejder samt for hver medarbejder nr. 50. Det betyder, at arbejdsgiver ikke betaler, hvis vedkommende kun har én lønmodtager. Dernæst skal man ikke betale for elever, der er registreret i AUB.

Som arbejdsgiver har man pligt til at betale til AUB og ret til at modtage penge fra AUB, hvis man har elever.

AES – Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler arbejdsskadesager, udbetaler erstatning for erhvervssygdomme og opkræver AES-bidrag via Samlet Betaling. Bidragssatsen afhænger af branchen.

AES blev etableret 1. juli 2016 og er en sammenlægning af det tidligere Arbejdsskadestyrelsen og dele af det tidligere Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Barsel.dk

Barsel.dk er en barselsordning for arbejdsgivere på det private arbejdsmarked, medmindre alle virksomhedens ansatte er dækket af en anden godkendt barselsordning. Barsel.dk giver refusion ud over de barselsdagpenge, man får fra Udbetaling Danmark, når arbejdsgiver betaler ansatte løn under barsel. Formålet er at mindske arbejdsgivers lønudgifter, når vedkommende har ansatte på barsel.

FIB - Finansieringsbidrag

FIB dækker en del af statens udgifter til ATP-bidraget for personer, der ikke er i arbejde. Bidraget går til arbejdsløshed, VEU-godtgørelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, sygdom og barsel, udgifter til Lønmodtagernes Garantifond og ressourceforløbsydelse under jobafklaring.

Finansieringsbidrag er som udgangspunkt obligatorisk for alle private arbejdsgivere. Arbejdsgivere, der er registreret efter momsloven eller lov om afgift af lønsum, skal betale FIB.

AFU – Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede

Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) er en ordning, der sikrer, at udstationerede lønmodtagere får løn ved arbejde i Danmark.

Når en udstationeret lønmodtager mangler at få udbetalt løn af en udenlandsk arbejdsgiver, kan AFU dække lønnen, hvis betingelserne for udbetalingen er opfyldt.

Alle danske arbejdsgivere, der betaler til ATP, skal betale bidrag til AFU. Det gælder også for udenlandske arbejdsgivere, der udstationerer lønmodtagere til Danmark. Bidragene går til finansiering af AFU.

fdr-logo