Bukkejagten kan give skattemæssige konsekvenser

.

Når jagten er arrangeret som en dagsjagt for forretningsforbindelser, kan virksomheden normalt fratrække de hermed forbundne udgifter som repræsentation med begrænset fradragsret (25 %), idet der her vil blive lagt vægt på, at der er tale om et enkeltstående jagtarrangement, og at der ikke deltager private venner. Momsen kan ikke fradrages.

Nogle virksomheder vælger derimod at deltage i et jagtkonsortium med mulighed for at deltage i flere jagter i en ofte flerårig periode. Dette kan meget nemt give skattemæssige udfordringer. Her formodes det nemlig, at jagten også benyttes privat af indehaveren og primært sker i dennes interesse, idet den løbende jagtleje ikke sigter mod et konkret repræsentationsarrangement. Indehaveren vil i sådan en situation blive beskattet af de udgifter, som indehavers virksomhed har betalt for deltagelse i jagtkonsortiumet.

Ejer selskabet eller virksomheden en ejendom, der kan benyttes til jagt, vil hovedaktionæren eller indehaveren som udgangspunkt blive beskattet af fri jagt med et beløb svarende til, hvad virksomheden kunne have opnået ved at udleje jagten til tredjemand.

Der findes ingen eksempler på, at deltagere i enkeltstående jagter er blevet beskattet af værdien af jagten. Dog kan jagtrejser - til for eksempel udlandet - af betydelig værdi være skattepligtige for deltagerne.

fdr-logo